Fritidsforeningen i Andkær/Sellerup
Vedtægter for Fritidsforeningen i Andkær
§ 1 Foreningens navn er Fritidsforeningen i Andkær-Sellerup. Foreningen er stiftet på Andkær Skole den 6. juni 1977.
§ 2
Stk. 1. Det er foreningens formål via blandt andet aktiviteter at fremme det fælles sociale og kulturelle liv i Andkær-Sellerup-området. Foreningen er hjemmehørende i Vejle Kommune.
Stk. 2. Det er endvidere foreningens formål at fungere som lokalråd. Lokalrådets formål er at virke for lokalområdets særlige interesser, ved at:
- være bindeled mellem borgerne og offentlige myndigheder samt andre instanser
- medvirke til at skabe det bredest mulige samarbejde om løsning af lokale opgaver
- koordinere udvikling inden for områder som bosætning, byforskønnelse, tiltrækning af erhverv, kultur og fritid mv.
- beskæftige sig med emner af almen karakter, rejst af en eller flere borgere i området.
- understøtte lokale aktiviteter, herunder de lokale pasningstilbud og skole
§ 3
Bestyrelsen består af syv medlemmer, der vælges på den ordinære generalforsamling. Desuden vælges maksimalt to suppleanter og en revisorer. Suppleanter og revisorer er på valg hvert år – bestyrelsens medlemmer er på valg hvert andet år. Bestyrelsen konstituerer sig selv.
§ 4
Medlemmer af foreningen er alle, som har betalt det af generalforsamlingen fastsatte kontingent til foreningen. Kontingent betales pr. person for at deltage i en eller flere af foreningens kursus-aktiviteter. Man kan endvidere være medlem af foreningen uden at deltage i kursus-aktiviteter. Alle medlemmer har adgang til at deltage i generalforsamlingen, men har først stemme- og forslagsret, når de er fyldt 16 år, dog kan medlemmer under 16 år repræsenteres af en forælder.
§ 5
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år senest den 31. marts. Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpelt flertal af de afgivne stemmer fra de fremmødte medlemmer. Indkaldelse til generalforsamlingen skal ske senest 10 dage før generalforsamlingen ved offentliggørelse i lokalområdet. Indkomne forslag skal være formanden i hænde senest fem dage før generalforsamlingen.
Følgende punkter skal indgå i generalforsamlingens dagsorden:
- valg af dirigent og stemmetællere
- formandens beretning
- kassererens beretning
- valg til bestyrelsen
- valg af revisorer
- fastsættelse af kontingent
- behandling af indkomne forslag
- eventuelt
Ekstraordinær generalforsamling skal holdes såfremt 1/4 af foreningens medlemmer ved en underskriftindsamling ytrer ønske om det. Formanden er så forpligtet til inden for 14 dage at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling med det ovenfor skitserede varsel. Der skal på samme måde indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, hvis et flertal af bestyrelsesmedlemmerne ytrer ønske herom.
§ 6
Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen.
§ 7
Regnskabsåret løber fra den 1. januar til den 31. december Det reviderede regnskab fremlægges til godkendelse på den ordinære generalforsamling.
§ 8
Fritidsforeningen i Andkær tegnes af foreningens formand.
§ 9
Ændringer i foreningens vedtægter skal vedtages af to på hinanden følgende generalforsamlinger.
§ 10
I tilfælde af opløsning af foreningen vil et eventuelt overskud gå til børne- og ungdomsarbejdet i Vejle Kommune.
§ 11
Opløsning af foreningen kan kun finde sted på en ekstraordinær generalforsamling med 2/3 stemmeflertal fra de fremmødte medlemmer.
Bestyrelsen
Vedtægter senest revideret og vedtaget på generalforsamlingen 13.11.2020